Universet var tomt. Ingen lyd eller lys. Ingen bevægelse eller liv. Ingen tid.
Mørket slog revner og med et var tid og plads begyndt.
Bag den kosmiske tomhed og opstod langsomt et mønster, fordi det ikke kunne være anderledes. Airon voksede som et sandkorn, der pludselig blev sig til to. Så til fire, til otte og til sidst tændtes universet med et usynligt væv af magisk klang, som ikke kunne høre eller mærkes
I tusinder af år var Arion skjult bag tomheden uden at dens klang kunne høres, eller dens kraft kunne mærkes. Men kraften voksede. Den brændte i de usynlige mønstre og asken regnede ind i det tomme kolde univers.
Langsomt fyldte den sorte aske det kosmiske rum og Airons mønster skubbede den mod sig selv. Aske blev til sand, sand blev til sten, sten blev til klipper og med et tændtes en gigantisk flamme, der med enorm kraft smedede en gold hed klode, Embelmor.
Embelmor var alene i det kosmiske kolde mørke og blev til en stille isklode.
Shennok vågnede fordi Airon bestemte det.